Kort over foreningens område

Matrikelkort

På oplysningerne om vores ejendomme findes et matrikelnummer, der starter med et to-cifret nummer, som går tilbage til udskiftningen af jorden ved landboreformerne i slutningen af 1700-tallet. Hver bonde, der havde retskrav på landsbyens jorde, fik udmatrikuleret sine egne jorde således også bønderne i Lille Værløse. Her skete udmatrikuleringen i en vifteformet formation omkring landsbyen fra nr. 2a til 14a. På grund af vanskeligheder med udskiftningen opdeltes jorden for byen i smalle striber i 1782 og i 1792 (kaldet henholdsvis Jydelodderne og Braaderlodderne).

kort1817

Kort fra 1817 i 1:20.000

Grundejerforeningens medlemmer bor i dag på et matrikelnummer, der begynder med 10, 11 eller 12 svarende til området for landsbyen Lille Værløse (se kortet ovenfor).

Værløse se før og nu

På Kort og Matrikelstyrelsens hjemmeside (www.kms.dk) er det muligt at klikke sig ind på gamle kort over Danmark og se, hvordan områder så ud, før de blev bebygget og nye vejføringer kom til. Det kan man også gøre for Værløse. Ved at klikke på Danmark før og nu på styrelsens hjemmeside og derpå på det fremkomne kort, indtastes på næste side vejnavn, derpå kommune (ved flere fremkomne muligheder) og siden husnr. Herved kan man få et kortudsnit af det område man bor i – som det så ud engang og som det ser ud i dag – med mulighed for at rulle mellem det nye og det gamle kort.

kort1842

Målebordsblad fremstillet i perioden 1842-99 oprindeligt i 1:20.000

kort1986

4-cm kort fremstillet i perioden 1986-97 oprindeligt i 1:25.000

I vort område (se kortene ovenfor) kan man genfinde de større søer, medens nogle mindre er forsvundet med tiden. De fleste vandløb er ændret i deres løb eller forsvundet/gravet ned.

Kort over grundejerforeningen Nørreskov Park

Udstrækning og omfang af grundejerforeningen Nørreskov Park angives bedst ved hjælp af et kort. På kortet nedenfor er de huse, som har et husnummer, med i vor grundejerforening. Kortet er samtidigt med til give et overblik over nummereringen, der godt kan virke uvant.

Kort over GNP

Kortet findes også som pdf.